I dagtimerne hænger der mere tøj til tørre rundt om i parken. En af pavillonerne er nu dekoreret med et gardin og indhegnet med et tæppe, og der er flere af bænkene, der nu er optaget. Alexandra park er fuld af liv – ødelagte liv..…
Efter urolighederne for godt to uger siden i Patras, hvor mange flygtninge er blevet eskorteret eller tvunget til at tage tilbage til Athen, har flere af børnene fortalt, at de sover i parken. Nogle af børnene har valgt at fortælle lidt om, hvordan det er – om frygten for voldelige fascister og så de græske mænd…
For at vide mere om, hvad det er for forhold, som ikke alle børnene sætter ord på i dagtimerne, når jeg sidder i parken og taler med dem, tager jeg min tolk med på en runde i Alexandra Park ved midnatstid to timer. Hvor starter jer…?
Ikke langt inde i parken høres lyden af nogle, der synger og spiller. Lydene kommer fra pavillonen, som nu er en lille oase, hvor flygtningedrenge og mænd synger og klapper til tester som “jeg har ingen, ingen far, ingen mor og er i et fremmed land langt fra hjemme”.
Her står 16-årige Muhammed også. Muhammed, som jeg mødte første gang d. 13. april, og som dengang boede i et Afghan Hostel, sover altså nu i parken. Muhammed venter på at få taget en blodprøve på mandag, hvorefter han skal ind på en camp (asylcenter for mindreårige). Muhammed klapper med til sangene fra hans eget hjemland – en oase, men alligevel overhovedet ikke. Ovre i hjørnet står en ældre mand – han kigger ikke væk men bliver stående. På vejen ud af pavillonen ser jeg den ældre mand gå hen til en af bænkene, hvor der sidder en pakistansk lignende ung mand. De snakker lidt sammen – rejser sig begge op og går.
I de få timer, jeg er i parken, ser jeg (forfærdelig) mange, i hvert fald 15 eller nærmere 20 ældre mænd, som jeg møder flere gange på vejen rundt i parken. Alle henvender sig til èn flygtning, så en anden, så en tredje. På en bænk sidder fire drenge, hvoraf den ene forsøger at sove. Her fortæller 18-årige Ahmad, hvor slemt der er med disse mænd (peger rundt) “ de køber flygtninge – også mindreårige – det er normalt her”. Nu for 5 euro på grund af den græske krise – før var det 50 euro. Ahmad var selv en af disse drenge, men stoppede for et halvt år, siger han. Mange af mændene har aids, og Ahmad forklarer, at han er bange for, at han nu også selv er smittet. Han skal betale for en hiv-test – noget han ikke kan. En anden ung mand fortæller, at han kender mange mindreårige, der gør det for at have penge til at klare sig. Til trods for natten i parken vil Ahmad alligevel ikke anbefale børnene at komme på en camp – “på camps får de makaroni to gange om dagen, ingen uddannelse og job og så er det mere farligt på en camp, fordi der er drenge fra forskellige lande som slås.”
“Her har vi i det mindste hinanden”, slutter han.
På vejen ud af parken iagttager jeg en ca 40-aarig mand, der henvender sig til en flygtning, der sidder på en af bænkene. Få minutter efter går han længere nede ad stien med to mindreårige drenge. Manden tager den ene dreng i hånden, og de forsvinder ud af den oplyste hovedindgang til parken. Uden at være forberedt på at se dette, løber jeg efter dem, – men for sent.
I sorg og afmagt sætter jeg mig ned i en park fuld af liv – ..…glemte og foragtede liv..
– fordi det skal fortælles .…